Tilbage til forsiden af Lossepladsbørn i CEBU City

BesØg i lossepladsbyen

 

Første gang jeg træder ud af bilen, rammes jeg af stanken. Stanken fra skraldet, fra dyrene, fra de små bål hvor plastik hele tiden brændes af og fra alt det andet, som det ikke er muligt at sætte ord på. Stedet kan på ingen måde sammenlignes med en dansk losseplads. Stedets størrelse, stanken og så den detalje, at der ligger op mod 300 små huse, hvor mennesker bor og lever, er blot nogle af de ting, der adskiller dette sted, fra noget andet jeg før har set.

 

Lossepladsbyen

Udsigten ud over lossepladsbyen. Man se skraldet der hober sig op og de små huse med bliktage.

 

Med stanken i næsen vender jeg mit blik mod de mange børn, der er stimlet sammen omkring bilen. Alle smiler stort og hilser. De vil vide, hvad jeg hedder, og så griber mindst fem små børnehænder ud efter mine. Beskidte som de er, tager jeg dem i hånden, og så går turen ellers ned i lossepladsbyen med 4-årige guider, som gør, hvad de kan for at forklare os, hvad det er, vi møder på vores vej. Først skal vi igennem en masse skrald, som ligger spredt ud over jorden. Byen ligger nemlig ovenpå den gamle losseplads. Det betyder, at man, når man går, kan mærke jorden give sig under en. De mange lag af skrald under mine fødder ligger nemlig ikke helt tæt men er fyldt med luft- og gashuller, som gør, at det føles, som om man går på en gymnastikmadras.


Da vi kommer forbi den første store bunke skrald, danner der sig små stier, som bugter sig ind og ud mellem de mange små huse, som mest af alt minder om faldefærdige rønner. Der ligger bølgeblik, som skal gøre det ud for tage på de fleste af husene. Jeg forestiller mig levende, hvor meget det må larme i det voldsomme regnvejr, der ind imellem rammer området. Lige så levende forestiller jeg mig også, hvor smattet og ulækkert det må være at gå rundt på stedet efter sådan en regnskylle.

 

Raquel

På billedet ses Raquel. Hun passer sin lillesøster, som kan ses i baggrunden, imens deres forældre er på arbejde på lossepladsen.

 

Som vi kommer længere ned imellem de små huse, møder vi flere og flere mennesker. Alle hilser pænt og smiler stort. Selv de voksne synes, det er interessant, at vi er på besøg, og da vi kommer forbi en lille grill, hvor en kvinde er i gang med at gøre klar til at åbne butikken, bliver vi tilbudt både kyllingetarme og kyllingefødder. Vi takker pænt nej, og hun griner højt. Hun synes vist at vi er lidt sarte.

 

Grill
Den lokale grill i lossepladsbyen. Alt kan grilles og intet går til spilde, når en kylling er blevet slagtet.

 

Omkring os er lydene blevet mere intense. Man hører jævnligt et svin, der grynter eller ligefrem hviner. I det næste øjeblik er det en højrøstet sang, der strømmer en i møde fra ét af de uendelig mange karaokeanlæg, der er spredt ud over lossepladsbyen. I Filippinerne er det ikke pinligt at synge højt foran andre. Der er plads til alle stemmer, selv den mest falske stemme får det samme bifald som skønsangeren. Faktisk er det en del af kulturen, som man er meget stolt af. Det er blandt andet med til at vise, hvor glade og positive befolkningen er.


Alle disse lyde blander sig med hinanden i et virvar af de mange indtryk, der møder os.

 

Svinesti
En af de mange svinestier der ligger side om side med husene i lossepladsbyen

« Tilbage